På Herrens mark.

Skuffelsen over TRUE DETECTIVE sæson 2 ramte lige med det samme. Hvorfor? Kontrasten til sæson 1 var så markant, at man måtte spørge. Hvad var der galt? Spænding er tydeligvis en kunst. Så hvordan genereres den, hvordan hidses der op, så voldsom forløsning af presset vil kunne ske?


Visse tematikker aktiverer mere og bedre end andre, det man kalder dybe lag i psyken. Trykker på knapper i amygdala. Knapperne til angst og vild vrede. Det er temaer som satanisme, nazisme, overgreb på børn. Måske sexslaveri, indespærring af afmægtige kroppe til forbryderes afbenyttelse. Temaer, der ophæver ambivalens. Størst spænding fremkaldes således ved en infantilisering af den læsendes følelser.

TRUE DETECTIVE sæson 2 var derimod en arbejdslivsfortælling fra politi- og forbryderbrancherne, hvor den samfundsmæssige råddenskab og forbrydernes menneskelighed blot aktiverede følelsesplanet for "moden" genkendelse.




ROSENS NAVN og FOUCAULTS PENDUL, Umberto Ecos første romaner, formåede at gøre mig rigtigt ængstelig. Nede i sengen, hvor jeg lå til langt ud på natten og læste. Begge formåede at suge den 21 og 27årige læser ind i en fortællerfigur, der gradvist, under sin vidensindsamling, eksponeres for en diffus ondskab, der efterhånden kan gemme sig hvor som helst. Komme alle steder fra. Selve vidensindsamlingen er en erkendelsesproces, hvor verden blotlægges som det fuldkomment ondes mulige allestedsnærvær.

I praksis går en læser i ét med fortælleren, og havner selv på Herrens Mark, udsat, sårbar, omgivet af uigennemskuelig ondskab.
Den nat, jeg blev færdig med FOUCAULTS PENDUL, var det ikke en tryg lejlighed, jeg famlede mig gennem for at komme ud og børste tænder.

En uhyre effektiv spændingseffekt opnås i NORTH BY NORTHWEST. Først suges beskueren rutinemæssigt ind i et oplevelsesmæssigt sammenfald mellem sig selv og helten, spillet af Cary Grant. Men så skrælles identifikationsfigurens sociale identitet bort, han bliver en miskendt, forfulgt og i fare. Bortfaldet af tryghed kulminerer, da han står mellem marker og ud af det blå angribes af en fuldkommen overmægtig instans. En instans, han ikke kan kommunikere med, ikke se i øjnene. Det er uhyggens kulmination; for da scenen ender med en voldstilfredsstillelse, at overmagten, flyvemaskine og den eventuelle pilot, går op i flammer og brag, udskiller amygdala nogle stoffer, der ændrer afgørende på spændingen. Ophæver afmagten.

Derfor kan Hitchcock ligeså godt lade den gode fader-instans, regeringsagenten, kontakte Cary Grant og genoprette hans identitet. Lade beskueren opleve glæden ved at være set og genkendt. Taget under vingerne. Få ret.

Resten af filmen er udsatheden overstået, Cary Grant et handlende subjekt, der kan rette aggression udad og influere på sin omverden. Spændingen i Mount Rushmore scenen er en kort gentagelse af tricket med grænsernes bortfald. Men den fungerer kun kort og der skal både afgrund og nattemørke til - - - og smukt er det så, at helten trækker den farligt elskede kvinde direkte fra dybet og op i bryllupsrejsens bumletogsseng.


(Skriver du ned? Men, hey, initiationens
spiral er ikke emnet for denne post)

Virkemidler skal håndteres rigtigt. Når Bulgakovs MESTEREN OG MARGARITA bliver så skuffende læsning, er det fordi, det fantastiske introduceres alt for tidligt. Talende katte, flyveture osv. Efter tre kapitler kan alt ske, og alt bliver ligegyldigt.

Omvendt mystificerer den "behornede" kvinde på marken uden at sætte realismen over styr. Man befinder sig blot straks lige ved grænsen. Og skal man trækkes over den, er Det Onde virkeligt? Det er den stemning, der opnås.

Det fantastiske er som bekendt beslægtet med galskab. Hitchcock venter i PSYCHO til allersidste øjeblik, før han indvier os i Norman Bates´ vanvid. Før man får et kik om på den anden side, og så er der ingen eller kun een.
Siden da er "den gale morder blandt os" blevet et fortærsket og billigt svar på gåden. Men i TRUE DETECTIVE fungerer det. Af to grunde:
1) den ufortyndede monstrøsitet er et knopskud på den store, diffuse konspiration af perverse magthavere; for enden af de maskerede står én, der ikke behøver dyremaske.
2) vanvidet er både overbevisende og medrivende. At skurken søger forløsning, at hans gentagelsestvang er en higen, der peger ind i sjæle-krat og personlig tunneldannelse, dekoreret med hans smertes symboldannelser. Børnekranier, tøjbunker, scarecrow-skikkelser. Et meningsfuldt vanvid, en tvangsmæssig ondskab. Af forgæves art. For det er ikke ham, men derimod "the little priest," der til slut står i livmoderen og får synet af spiralen eller malstrømmen, måske tilbydes udfrielse gennem fødselskanalen.



(Og vi springer spørgsmålet over om sæsonerne betegner en spirituel trappestige. Måske spiralformet.)

PS: Denne lille efterforskning være tilegnet krimiforfattere, der i hver eneste manuskript står med risikoen for at sætte fingeren forkert og fjerne spændingens sommerfuglestøv. Midt i alt det andet, de vil med bøgerne.




(Nej, ikke tale om spiralen idag)



Danmarks Radio

Anakin: Sometimes I wonder what is happening to the Jedi-order. I think this war is destroying the principles of the republic.
Padmé: Have you ever considered that we may be on the wrong side?
Anakin: What do you mean?
Padmé: What if the democracy we thought we were serving, no longer exist? And the republic has become the very evil we´ve been fighting to destroy?
Anakin: I don't believe that. And you´re sounding like a separatist.
Padmé: This war represents a failure to listen. Now, you´re closer to the chancellor than anybody else; please ask him to stop the fighting and let diplomacy resume.

Starwars III; The Revenge of The Sith (2005)

Prinsesse Padmés replikker hentyder selvsagt til noget med Iraq-krigen, og dengang for ti år siden tænkte man, åh, fååårhk, kunne makværkets bagmænd ikke bare have lavet en lige ud af landevejen film om det og den? Hvorfor skulle man høre på det i en børnefilm? Skjulte kronikker giver dårlig kunst. Og endnu dårligere crap og underholdning.




Så sluk for DR

Revenge Of The Sith indledes ved at fortælle os, at der er helte på begge sider. Hvilket jo ikke er nogen overraskelse på min planet; det er ikke fraværet af heltemod, opofrelse eller hengivenhed for deres egne, der har karakteriseret frihedens fjender. Men hvis modstanderne grundlæggende er Sith-fyrsternes ufortyndede ondskab, hvad er det så Padmé vil have dialog om?

 

Jeg overhørte en kvinde fortælle. Hendes søn fik tæsk i børnehaven af en helt bestemt dreng, og hun havde så instrueret ham i at sige, "Jeg kan ikke lide, at du slår mig. Jeg vil ikke have, at du slår mig." Det var drengen gået hen og havde sagt næste dag, han havde delt sig med den anden, åbnet et nyt rum af intimitet og mere vågen, sårbar og tillidsfuldt inkluderende samtale - og havde fået et ekstra par på kassen.

   Men på nogen virker det. Helt sikkert.

 

Skøjteprinsen

...og især her i skred fra 2.00 og ..

Marlon Bongo

Skamslagen

Skamhaftig = blufærdig.

Skamdjærv = ekstra djærv.
Landskam forklares af ODS som "landsskade".
Ordbogen foreslår desuden det smukke ord skambue placeret i de nedre regioner ved skamlippe, som må være hjemmetyske kønslæber.
Til gengæld mangler ODS glosen skamkapsel, og nøjes med skampose for den i renæssancen så populære "buksetrold."

"Jeg skammer mig over at være kunstner"

 

Jeg aner ikke hvornår, jeg har skrevet denne her tekst. År 2000? Før? Det er sådan én, der ligger og flyder på ens computer, værsgo:

I ottende klasse, på den nye skole, havde alle drengene sexbule. Selv lærerne, eller dem af dem, der gik i cowboybukser, havde denne klump i det slidte, blå jeansstof. Lee og Wrangler var de strammeste mærker, moden bød, at skridtet blev tegnet op, og hos pigerne hed det at have kaffebønne. Der var historiske fortilfælde. I middelalderen, hvor europæerne havde så kort tid at leve i, så kort tid til at pynte sig og feste, bar kavalererne en såkaldt skamkapsel. Den skulle vise, hvad de havde og lidt til. Tre-fire århundreder senere ærgrer Montaigne sig over både den pungformede buksesplit fra hans fars tid, såvel som de pludderbukser, man på hans egen tid syr, så de viser mandekønnets form. Disse benklæder må være opfundet i tider med mere hæderlige mænd, mener han, og nu snyder folk og stopper alt muligt derned for at antyde noget ekstra. Det gjorde man også i min skoletid. Når vi mødte op til gymnastik, havde mange et ærinde på toilettet, der skulle fjernes noget, og deres bukser virkede lidt slunkne, når drengene kom ud igen og skulle skifte til kondishorts. En dag gjorde jeg det også selv, proppede et par sammenrullede sokker på plads i underbukserne om morgenen, så jeg kunne spadsere en satyrs bule. Men jeg tror, jeg havde overdrevet. Brugte de andre tynde strømper? Det så ud, som om jeg havde smuglet en hamster med i skole, en gnaver med slap pels. Kradse, grå ragsokker var ikke en stabil attrap.

Skam-skrift, et. (jf. -skrive; nu l. br.) skandskrift; smædeskrift. (de) trykkede Skamskrifter imod dig. PAHeib.​Sk.​III.259. FrHamm.​Adel.​IV.97. EHannover.​(Tilsk.1890.207). TidensKrav.²²/₆ 1897.1.sp.4

Plankeværker

I disse plagiattider. Hvor Bowie er død. Hvis der var noget han kunne, var det at hente inspiration fra andres kunst. Hvilket jo ikke er det samme som at kalkere deres værker. Iggy Pop har sagt, at Bowie benyttede skabeloner over rocknumre fra de sene 50ere og tidlige 60ere til kompositionerne på deres fælles Lust For Life. Han parafraserede. Benyttede formatet.
Måske bortset fra .... - altså hver gang jeg hører ham synge omkvædet i WHERE ARE WE NOW (2013) eller går med det i hovedet, fortsætter hjernen automatisk med en strofe fra Bee Gees´ FOR WHOM THE BELL TOLLS (1993). Sangene er ikke identiske. Kun en enkelt catchy strofe. Men har jeg ikke ret?

"..as long as there's me/as long as there's you/as long as there's rain ..etc"
og så prøv at hør Bee Gees sidste rigtige hit, strofen "for you it's goodbye/for me it's to cry ..etc"

I 90erne var min kære ven Christian voldsomt nysgerrig overfor den nye musik, de nye grupper og hørte alt muligt, der hed Blur og Beck, Tricky og Moby. Selv var jeg mere snerpet og skeptisk. Portishead? Radiohead? Næh, tak; jeg havde mine Gipsy Kings og navne fra forgangne årtier. Oven i købet var det sådan, at jeg introducerede ham til Khaled, som jeg jo kendte fra 80erne, mens han fik mig til endelig at se lyset fra Depeche Modes sceneshow, og de er jo også 80er. Men så dukkede et band op, der lød som tidlig Bowie. Plus tyve år. Suede, hed de. Hold da op! Så var der alligevel noget ved det, alt det nymodens! Jeg havde aldrig hørt nogen lyde parafraserende på så vellykket vis. Bortset fra Bowie – og Queen, selvfølgelig, men det er en anden historie.

For nyligt tjekkede jeg skiver med Suedes b-sider. Lad mig til Bowies minde og sorgens vederkvægelse slutte med denne fængende bagatel, skjult i skyggen på en af maxi-udgivelserne af CAN'T GET ENOUGH fra 1999. Giv slip:

 
PS (27/01/2016): ...plus en video kommentar. Jeg havde ikke set den før, den med Bee Gees, hvor nips og memorabilia går op i flammer tilsidst. Polaroidbilleder, hendes kjole og selve trailerboligen. Og det slår mig pludselig, hvad der er på færde her. Kender du historien om Bee Gees? Nej, men det er noget med, at den ene af brødrene var pyroman! Jo! Og efter en brand i nabolaget, flygtede familien fra England til Australien. Hvor de unge fyre så blev Sydhavets svar på Beatles. Men hvem af dem var det? Det er aldrig kommet frem. Terapi har vel forekommet. Nu er de døde, alle på nær én.

Madeleine is-kage

...folk roser mig jævnligt - og tak for det - for min gode hukommelse, og den er da også nyttig, når jeg skriver om fortiden med den erindrede fortid i baghånden. Men som bekendt glemmer og flytter hjernen på indtryk lige så snart de er modtaget og Frisko´s udbud her fra en af min barndoms somre illustrerer det udmærket ... Jeg har nemlig aldrig glemt KAPTAJN ROM, en fantastisk rom-rosin is, der desværre blev taget af plakaten efter kun to år. Ligesom jeg selvfølgelig husker klassikere som GULDSTRUTTEN, KØBENHAVNERSTANGEN, FILUREN, CHAMPAGNEBRUSEN og GOLIATH ... men jeg havde da glemt alt om KNUS for slet ikke at snakke om KOKOS-BAR ... og KOKOS-BAR plus dens nogle år længere levende følgesvend FRISKO-BAR burde have været uforglemmelig, fordi man jo havde så meget besvær med den - der var ingen pind, man skulle derfor beholde papiret omkring den, men kropsvarmen gik alligevel i gennem fra fingrene, så den begyndte at smelte nede i papiret, men jeg har altid været kokos-mand, så den skulle jeg have, når KAPTAJN ROM var udsolgt, altså når de hos isboden kikkede ned til papkasserne og de næsten kun havde MÆLKEDRENG eller DRACULA eller noget andet kedeligt tilbage i fryseren, og man fik kuldegysninger bare af lyden af de papkasser, der blev flyttet og skrabede mod fryserens frosne sider ... og i øvrigt havde jeg også glemt bægeret med IS-KAFFE CAPPUCINO, som selvfølgelig var min mors favorit  ... facit bliver, at havde du bedt mig remse is op fra hukommelsen, havde der manglet omkring 60%

Jeg er sikker på, at et eller andet sted i Italien udbyder et gelateria en madeleine-kage-med-linde-the-gelato.
Frisko havde det med fra år til år at ændre på størrelser eller form eller lod f.eks KNUS udgå og så næsten genopstå som NØDDE GOK, ligesom den tidligere i en mindre crunchy udgave og i mere Gamle-Danmark-agtige gamle dage havde heddet NØDDE BO ... året for inden, 1978 havde man introduceret Mozart-bægeret til den finkulturelle hedetur ... Men jeg har valgt 1979-skiltet, fordi der, som du bemærker, er sat små prisforhøjelser på i løbet af sommeren. Det var Anker Jørgensens regeringstid, det vil sige, tre årlige devalueringer og galoperende inflation ...også hvis man bare ville slikke på en malet klump overskudssmør med roesukker og "æggebestanddele"

Mosekonen

Once you go black - you go dutch masters.
Jacob Jordaens (1593-1678)

Gav nogen alt gods i sit hus for kærlighed, hvem ville agte ham ringe? (HØJSANGEN 8:7)
... hosianna! ... hvis Søren "Paves" ægteskab med en sort mand svarer til Moses´ ægteskab med den kushittiske kvinde, der jo i oldkirken blev udlagt som det mystiske og symbolske ægteskab: moseloven + ikkejøderne = kirken ... har de Konservative måske alligevel en stor fremtid ... sagde jeg for sjov, da jeg forleden blev mindet om partilederens afrocaribiske kærlighed.

Men så tænkte jeg også igen med undren over, hvorfor der ikke sidste år i forbindelse med Ridley Scott´s EXODUS og det hvidheds-postyr, der var omkring rollebesætningen, lød noget ramaskrig over fraværet af Moses´ sorte kone.
Lad mig forklare. I Bibelen fortælles, at Moses giftede sig med en kvinde fra Kush. Hvilket hans bror Aron og dennes kone er stærkt forarget over. Indtil Herren på den vrede måde får dem på bedre tanker!
Eller. Kush og Kush! Kvinden kom fra et sted og et folkeslag, visse moderne forskere staver Kusj og identificerer som det sydlige Jordan, fordi de kæder hende sammen med en anden omtale, hvor en måske helt tredje mosekones far er midianitternes konge. Hvilket har været slemt nok i oldtiden. En fremmed stamme. Men i senantikken blev hun opfattet som sort, hendes hjemegn det nordlige Sudan. Hos Josephus er hun sort, hos Origenes sort.

Josephus supplerer med en ikkebibelsk beretning, hvor det drejer sig om en æthiopisk prinsesse, Tharbis. Under en krig mellem Ægypten og Æthiopien, falder hun for Moses, der på det tidspunkt er feltherre i Faraos hær. En Sleeping with the enemy historie. Eller en forsoning-af-stammer-gennem-formæling historie.
Jøden Josephus, loyal romersk undersåt, skriver i en tidsalder og et imperium, hvor mange etniciteter var i opløsning, blandede ægteskaber udbredte. Godt hundrede år senere blev romersk borgerskab udstrakt til samtlige frie mænd fra Nubien til Newcastle.

Da kristendommen udvikler sig, får Moses´ sorte kone en særlig betydning. Kirkefaderen Origenes kæder hendes rolle sammen med Højsangens sorte kvindestemme ... - man kan ellers synes, at Højsangens stemme er kærlighedens kollektive - skønt det er jo nok en bunke forskellige sange, samlet til en fælles tekst - ... men altså, Origenes: Moses har giftet sig med en sort kvinde som et mystisk forvarsel om kirken, fordi denne udgør formælingen mellem den guddommelige kommunikation til jøderne og den ikkejødiske menneskehed. Hundrede år senere lød Augustins vision for kirken, dens universalitet: "Aethiopia credet deo!"

Og så undrede det mig bare. Hvor er demonstranternes skilte? Men det er jo nok fordi påmindelsen ville mudre et fjendebillede. Hvis man aktionerede på RUC eller et amerikansk campus med Jacob Jordaens maleri holdt i vejret, ville man stille en jødisk-kristen tradition i et "progressivt" lys, og det går jo ikke.

Disney-Moses scorer Ziphorah, midianitternes kongedatter

Cremen og guden

De er så uretfærdigt glemt, også fordi lyde bliver fremmede for nye generationer, hvilket i sig selv er et sært fænomen, når man tænker på, at når lyde er nye, skal man vænne sig til dem, netop af samme grund, at det er uhørt med de uhørte, aldrig-før-hørte-klange, og så bliver det dog alle lydes skæbne, en dag igen at blive umulige at høre, fordi de er uvante, uhørte.

Enhver slags kunstner burde lytte til COOL COOL COOL, tre minutter med musikalske ideer nok til en lille symfoni.

De to herrer, Lol Creme og Kevin Godley udgjorde den ene halvdel af de storthittende 10 CC, men forlod bandet for at udvikle et nyt instrument, The Gizmo. Som floppede i mange år. Først i 90erne begyndte hiphopproducere at bruge den til et eller andet. Men floppet betød bla. at de kastede sig over video-produktion for at redde lidt skejser, men selvfølgelig også af interesse og de lavede berømte 80er-video som skrækkelige Duran Durans GIRLS ON FILM m.m. Banebrydende var denne her, deres egen fra 1985, universalistisk ansigts-blending.

...men de havde så mange sjove numre og tekster - tag nu denne her med masser af gizmo-guitar-lyd

Vi slutter med den morsomme fest-rapport, THE PARTY. Teksten i sin helhed:

Ding dong, ding dong
Hi! Hey! Sorry we're late
Well, you're not the first
Oh Great!
Hey listen I'm sorry but we can't stay late
so we parked in the middle at the top by the gate
on the grass with the crass Volkswagen estate
Whose is it? Mine! You're kidding, it's great! (Jesus)
I just love the way he's used the car like an empty canvas
and let the rust eat itself into the overall design
with such devastating spontaneity
David you're ignoring me, come here
Who do you have to fuck to get a drink `round here?
It's art David, neo-functional mannerism
cerebral but oblique
it's one star four owner shagged out chic
one star four owner shagged out chic
one star four owner shagged out chic
one star four owner shagged out chic
one star four owner shagged out chic
one star four owner shagged out chic
You're a cocksucker Michael
you are what you eat David!
Ding dong, ding dong, ding dong, ding dong, ding dong
Darling, darling, Hi darling
Hello darling John! Ben! John! Sandy! John! Somerset! John!
Weekend! John! Wendy! John! Kevin! Got any?
No but I've got champagne!
Hi, hi, hi there.
Damn it I know you're in a bit of a spot
and you're used to the Merc and the Moet and the yacht
and it must be a blow to the ego, what!
But forget about this video rot
and write yourselves a hit or three
like "I'm Not in Paris" or "The Dean and Me"
I mean really I don't like your stuff very much
it's too avant garde and aggressive and butch
I prefer a gentle and melodic touch
but the kids today have got their ears in their crutch
If it's not robots singing in Dutch
it's Adam and the Ants and Starsky and Hutch
By the way here's your present, Thanks very much
Now who's here?
The Prews, the Magoos, the Targetts and the Benmen
Johnny Peruvian, Marathon Man,
Blonde and the dangerous cameraman
Hello. The Prews, the Magoos, the Targetts, and the Benmen
Brando, Banacek, Pusher, Taker,
Student Prince and cocktail shaker
Hello. The Prews, the Magoos, the Targetts, and the Benmen
Tim Clinch Vicar's son, Prince Buster meets Tweedledum...
Hello. The Prews, the Magoos, the Targetts, and the Benmen
Well Jesus Christ is that the time
I could have sworn it was only twenty to nine
Hello Susan darling you look divine
Anyway we'd better be off before we get blocked in
so give our regards to the Paul and the Lynnes
and the swankys and the chatters and the Tequila twins
sorry Attilla's brides
Anyway must go, must fly, don't drink yourselves to death
but the baby is allergic to the babysitter's breath
and she'll have her boyfriend in a vice-like grip
on the backgammon table sucking guacamole dip
through the holes in his stockings, isn't it shocking!
Champagne.
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
Oh boy my skin feels about an inch thick, how about you Ben?
I'm fine, another line?
Why is everybody talking in speech balloons
and disappearing in Tequila fumes
Another line? Fine.
I love you Ben, let me count the ways
whoops here comes the Spaghetti Bolognaise
So I'm stuck in the toilet with Rick
and I'm gonna be, I'm gonna be, I'm gonna be, I'm gonna be
I think I'm gonna be, it's gonna be, I'm gonna be,
it's gonna be, gonna be, gonna be, it's gonna be
so long Rick
It's gonna be me and the bowl,
me and the bowl
me and the never ending bowl
me and the bowl
me and the bowl
me and the never ending bowl
me and the bowl
me and the bowl
me and the never ending bowl
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party
I hope the whole world comes to my birthday party

Sparks fly

..jeg blev lige mindet om ..altså den youtube-selfmade, der overhovedet nogensinde gjorde mig interesseret i folks hjemmearbejder a la Lana Del Rey/May Jailer/Lizzi Grant ...var teenagekammer-performeren her.

 Jeg har vist postet den på facebook engang uden at få likes eller også var det æraen før likes, men nu smider jeg den i synet på dig igen ...også fordi Sparks jo er ironiens største eller helt store eller rimelig sjove ...sangen handler om hvid middelklasse, der ikke kan blive sorte nok...(hmm? har man hørt om det før?) .. .... du husker selvfølgelig også:

Snup En Navlepille

...i disse for vort land vor litteraturdebat ikke særlig præcise og vedkommende tider - og tillige vildt overreagerende tider, hvor litterater med kyshånd griber chancen for at kalde en ny litterat "sexistisk, homofobisk, racistisk" - virkelig? kunne man ikke bare sige, galt afmarcheret? - tænkte jeg, da jeg sætter stor pris på inddragelse af personligt og privat stof, når det gøres godt, at jeg i al ubeskedenhed ville blogge en historie, jeg skrev i vistnok 2009 og sendte til Harald, da vi ville finde ud af, om vi skulle skrive noget sammen om mærkelige gamle dage, og det er erindring fra engang, jeg egentlig allerede havde været endnu længere inde mod mavens centrum ...

DRØMMELÆGE

Al-Masudi fortæller i De Gyldne Enge Af Visdom Og Viden (ca. 950) hvordan abbasidekaliffen Wathiq opfordrer filosoffer og læger ved hoffet til at give deres bud på, hvordan man har tilvejebragt viden om medicin og efter hvilke principper denne forskning baserer sig, og de lærde på puderne ude ved væggene ned gennem salen giver de troendes behersker, som sidder for enden, det svar, at et af principperne er det intuitive, så som, at en læge drømmer hvordan han helbreder patienten og straks han vågner iværksætter netop den drømte kur … hvilket minder mig om en voldsom tid, hvor jeg en nat drømte, at jeg svæver som en ballon højere og højere oppe, under mig ser jeg kun skyer, jeg kan være på vej ud i stratosfæren, men jeg får øje på en rød tråd, en tynd rød tråd står op gennem luften, og den kan jeg følge nedad, jeg daler, men nede under skydækket ser jeg, tæt på jorden nu, at jeg er på vej ned mod en zoologisk have, fuld af brølende og snerrende dyr, touchdown sker i en tilstand af frygt, hvis nu jeg er landet på den forkerte side af et hegn og inde hos et rovdyr … og så en måned senere, natten mellem 21 og 22 maj 1998, vågner jeg derhjemme, rejser mig, går på toilettet og vender derpå tilbage til soveværelset, men i det jeg kravler op i sengen igen, forlader noget, jeg må kalde sjælen eller et stort kvantum af bevidstheden, legemet og springer ind i stuen, fiser af sted gennem lejligheden, man kunne beskrive det som, at sindet strakte sig hinsides legemet, og fordi jeg er inde i stuen, på denne måde også er inde i stuen, uden krop, er der andre skikkelser at se omkring mig derinde, de er ikke væmmelige, men nok afdøde, og i mens sidder jeg med åbne øjne på sengen, skrækslagent vågen og prøver møjsommeligt at hale sindet ind i soveværelset igen og tilbage i kroppen gennem navlen, det lykkedes.

Dexter, forhåbentlig

Forleden til en koncert i Texas istemte hun SERIAL KILLER. Et af de numre, indspillet i 2010, der ikke figurerede på de forrige albums, men røg på nettet efter en hacker havde været inde på hendes harddisk og mail. Det kunne tyde på, at den kommer med på hendes næste album, HONEYMOON, der skal udkomme i august. Eller også er det bare en oldie for hende.

Men det er en mærkelig tidsalder, det her. Hun optræder med en upubliceret sang, som hendes publikum allerede kender, fordi de alle sammen via piratsider har hugget den fra hende!
Nå, hun ser ud til at være i lykkelige omstændigheder. I den bolsjekjole.

Her følger studieversionen. Som du ved laver fans deres egne "officielle" videoer, ligesom hun selv gjorde engang (over f.eks Beethovens måneskinssonate). Og det kan være svært at skelne die-hard-fans udgaver fra hendes eget klippearbejde, ikke mindst da de bruger strimler fra hendes egne hjemmeklipperier, de samme film, plus hendes private footage. Derfor ved jeg heller ikke om den følgende er lavet af hende selv. Men det er mig, der har gen-oploaded, fordi den var forsvundet.

 

Faktisk er der et par uploadere med navne som colacunt og dietpussy, som jeg har mistænkt for at være hende selv; at hun stadig morer sig med hjemmeklip, men nu skal undgå copyright infringment og dyt.

Du kan også finde nummeret på youtube i en fanvideo, der hedder "Hannibal Sweet Serial Killer". Men så skal du se på Mads Mikkelsen ...og der er endnu en med Jodie Foster & Anthony Hopkins ...whatever ... næh, jeg havde faktisk håbet, da jeg hørte den første gang, at den var skrevet til at forekomme i en sæson af DEXTER, men nej. Og. Men. Hov. Hvis ikke det er Dex, der er den søde, så ...

 

 

Sparciba! Dziakuje! Djakujo! Gmadlobt! Raxmet! Shnorhakalutyun!

Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra steppen af … og som bekendt med helt ufattelige tab, ofre, overgreb, også på egen civilbefolkning, ja, på egne soldater (13 000 skudt for dit eller dat under slaget ved Stalingrad), men når alt kommer til alt, russere og ukrainere og alle andre presset ind i geledderne af såkaldte sovjetfolk, WE LOVE YOU GUYS ...og jeres sange

Den næste er pramdragerne ved Volgas sang, den er ikke politisk, det er bare hiv ohøj! ...du kender den godt, det er den, man kalder "Voldtag Olga" ... sunget af prægtige Leonid Kharitonov, statssanktioneret bas & baryton:

Her kommer Yevgenij Belyajev. Han ligner en GPU officer og hans kor nogen, der kunne genne en hel landsby op i godsvogne, smække lågerne og i fjorten dage nøjes med at kaste humpler gennem en sprække, indtil toget stopper i Kazakstan eller Sibirien, og de overlevende kravler ud. Men nu er jeg uretfærdig, han synger så dejligt. 

Men romantikken ved fronten, man skal jo leve, mens kuglerne flyver, måske falde for alletiders største snigskytte af hunkøn, Ljudmila Pavlichenko eller "Ka-a-tja, KatjKatja" henne fra ammunitionsfabrikken, nede foran rattet i sin T-34 eller skjult og sulten i den underjordiske hule ude i skoven ...her giver Kharitonov den som forgabt kosaktøs og mand-i-uniform med luft-moustache,  

 

....og som PS: altså, man havde hyldestsange til alle mulige våben, det bruger man sikkert ved alle fronter, hos Den røde hær en sang om trillebørs-maskingeværet, en om standard-riflen og så selvfølgelig den om det våben, tyskerne kaldte Stalin-orglet, men russerne selv gav kælenavnet Katyusha ...og jeg kan desværre ikke finde en udgave med Kharitonov eller Belyajev, tværtimod får du her en popversion fra Putin-æraen, men med footage fra en af de film, jeg har holdt allermest af, Tarkovskijs IVANS BARNDOM, scenen med kurmageriet mellem birketræerne ..

 

D Bomb

...mellem 16 og 17 00 kom jeg til at skrive noget på en facebook-tråd, som jeg så slettede igen, fordi jeg tidligere på dagen havde været i Netto, hvor torsk er billig i denne uge, men så havde jeg også lige måttet i fakta, og her havde de minsandten fået issinger, og da jeg lider af d-vitamin mangel, skulle jeg også lige have en bakke issinger, og da man jo skal spise fisken samme dag, stod den på d-bombe, og jeg kogte sorte øko-ris og jeg havde både friske thai-chilier fra grønthandleren og Irmas chili-mix bakke, og da min chili-tolerans er temmelig stor for tiden, skulle jeg have alle farverne på panden - skønt, PS: chili-toleransen gælder vist kun maven og munden, ikke øjets slimhinde, når man klør sig med en habanero-finger - og da både fisk og chili kræver øl, og jeg heldigvis havde to litauiske variationer fra Nettos udvalg liggende på bunden af køleskabet, så skyllede jeg altså en lækker frokost ned med 1 liter øl og gik på nettet ...!
Her læste jeg Peder Frederik Jensens artikel i dagens Information via et link postet af P.Llambias, og så tastede jeg,


Men kunne man ikke få at vide, hvem der sigtes til? Helle Helle, Pablo Llambias, Olga Ravn, Christina Hesselholdt? Eller bare lyrikere? Jeg synes, jeg har hørt det før. Ligesom jeg synes, det minder mig om gængs civilisationskritik. Den stiveste bog, jeg har læst de senere år, var lige præcis Peder Frederiks egen skibsbyggerroman. Her kan man da tale om sætninger, der marcherer, holder geleddet og ekserceres med. Eller høvles til og ligger i vatter. Så held og lykke med bolañoiseringen, amigo. Altså det er ikke fordi jeg bare vil slå alle kritikske røster i hovedet med, at det er nok bare dig selv, der er sådan. Og jeg er også en nar, skønt mine bjælder dingler anderledes. Og jeg har fået nogle øl. Men jeg synes kryptisk kritik, hvor man ikke rigtig ved, hvem der sigtes til, det kommer mest til at blive markering, forfatteren skraber en streg på en græsplæne; nu skal vi spille fodbold. Men de to hold er jo ikke ægte modsætninger eller modsætningen er fantomagtig. Eller jeg har fået for mange øl nu.


Og så klippede jeg det altså bort, fordi jeg skal lære at holde tasterne fra facebook, når propperne springer i privaten ... og nu jeg egentlig også ligeglad med sætningers majestæt eller anonymitet ...vil egentlig bare hellere snakke om chili og issinger ..og min hjerne kan ikke afgøre om det fodbold-billede overhovedet holder eller hvad det skal ..

Q-Far siger: Nu ikke mere fiqh-um-dik

Turan Dursun. Lad os lige mindes ham. Den tyrkiske & kurdiske imam, der mistede troen og blev landets førende religionskritiker. I 1980erne. Han sammenlignede Islam med nazisme, og da han var kyndig i skrifterne, turde hans tidligere kolleger, imamerne og muftierne, ikke møde ham i åben debat. Men så kunne de jo udstede fatwaer. I 1990 blev han myrdet. Sagen henlagt af det tyrkiske politi.

Så var der Mohammed Taha. Sudanesisk sufi & velsagtens skriftklog. Han foreslog, at man byttede om på koranversenes prioritering. Kort fortalt: Islam har en doktrin om Ophævelse, foranlediget af sura 2 ayah 106 og sura 16 ayah 101. Sådan at forstå, at de tidlige, såkaldte Mekka vers, der er anbragt bagerst i Koranen, ophæves af Medina versene, der står forrest, når det ene modsiger det andet! I et tidligt vers kan man læse, at de troende ikke bør gå til gudstjeneste, når de har drukket sig snaldret. I et af de senere bliver vin forbudt med løfter om Helvede. Og nok så vigtigt, et af de tidlige siger, at du har din religion og jeg har min, og det er okay; det stammer nemlig angiveligt fra den indledende prædikens tid i Mekka, da Muhammed kun havde få tilhængere og næppe ville risikere ballade. Mens senere og derfor vigtigere vers indskærper forpligtelsen til at undertvinge de vantro. For eksempel det berygtede vers 9:29. Det er det, hvor det understreges, at også Bogens Folk (jøder og kristne) skal bekæmpes til de underkaster sig og føler sig kuede. Ikke særlig opbyggeligt i Sudan, hvor religionskrigen af samme grund rasede on and off lige fra selvstændigheden i 1955. Men Taha mente så, at man burde nedprioritere den slags til fordel for de tidligere udsagn. Hans forslag faldt bare ikke i god jord, og på foranledning af muftier og imamer blev han i 1985 henrettet af regeringen.


All right. Som du husker, linkede jeg i 2006-7 nogle gange til interviews med den irakiske politiker og shia-imam, Ayad Jamal-ud-din (eller Iyad Jamal al-din eller Jamal whatever-din). Han var desværre ikke den største stemmesluger ved de valg, der dengang endnu kunne gøre én optimistisk. Men det var ham, der sagde, at kun hvis der var frihed til at drive barer og natklubber, kunne han dyrke sin islam troværdigt. Han bød den amerikanske invasion velkommen - gud havde sendt yankees for at lære araberne demokrati - han mente, at man burde lære af Israel, der godt kunne ligge på de kanter og dog være demokratisk, og så smidiggjorde han det teologiske dogme om Muhammeds ufejlbarlighed og eksempel til netop sådan set at forkaste sunnah ("profetens" sædvane)!! Du ved, Koranen siger, at Muhammed er uswa hassana ("det fremragende eksempel til efterfølgelse") og al-insan al-kamil ("det perfekte menneske.") Hvilket derfor bruges til at legitimere ægteskab med børn, aflivning af hvem som helst, og danner grundlag for hele den tyranniske sharia-litteratur og praksis. Men vor mand her vendte den så om, og sagde, at netop alene Muhammed var det perfekte menneske, og derfor kunne kun Muhammed tillade sig at være en tyran, og ingen hersker havde ret til at nægte muslimer demokrati. Den samme pointe har han brugt imod sharia og til fordel for sekulær lovgivning. Ingen er perfekte, så ingen kan udføre guds vilje. Det var per 2009 blevet til mindst fire mordforsøg. Han mener selv, at det er ayatollaherne i Teheran, der står bag, og ikke en lokal sunni-fraktion. Nu tilbringer han meget tid i USA.

I videoen her taler han om ISIS. Den er fra sidste efterår og mig bekendt var han den første - og hidtil eneste - såkaldt religiøse autoritet, der hårdt og ærligt, sagde og siger, hvor velfunderet kalifætrene i ISIS er sådan teologisk. At de baserer sig troværdigt på uzul-al-fiqh, den islamiske retslærdom med dens grundtekster Koran, ahadith, fatwa-kæder osv. Et udsagn, der jo placerer ham i modstrid med f.eks forretningskvinden Soulaima Gourani, premierministeren David Cameron og golfentusiasten Obama, alle øjensynligt eksperter i fiqh´en, i det de skriver eller udtaler, at ISIS intet har at gøre med Islam. Nå, gutterimam Ayad insisterer her på, at Iraks eneste redning er en sekulær stat - ikke et projekt baseret på fiqh´en.

Good luck with that.

PS: de gamle links, værd at se .. http://jensjacobtoftegaard.blogspot.dk/2006/05/inspektr-chafik-siger-right-on.html


http://jensjacobtoftegaard.blogspot.dk/2007/01/inspektr-chafik-siger-ak.html

Med Heroin I Pudderdåsen

100 år idag

og så når man skal dø

Face It

De første år på facebook var jeg i godt humør. Det kan jeg se, når jeg ruller min timeline bagud, jeg skrev veloplagte updates, prøvede at lave sjov, fik mange muntre tilbagemeldinger og satte pris på det sociale, mediet gav mig. Nye mennesker holdt kontakt, folk fra fortiden dukkede op. facebook gjorde mig glad.

Men gloriepudseriet irriterede. Tænk, at så mange, jeg kendte, var så ondsindede og asociale indvendigt, at de havde behov for at forkynde deres godhjertethed hver anden dag! Det gjaldt ikke mindst de danske digtere. Desuden: hvorfor skulle jeg høre om deres meninger? Jeg tror, det begyndte eller tog til og aldrig tog af i forbindelse med en valgkamp. Der blev linket og der blev erklæret og der blev ikke mindst svinet til. Hvilket jeg selv kviede mig for i et år eller tre. Jeg syntes ikke, det var det rette forum; mine holdninger var ingen hemmelighed, men det er ikke sikkert, du forstår, hvad jeg siger. Vi skal da hellere sidde og diskutere ansigt til ansigt.

Så kom de år, hvor jeg opdagede funktionen skjul (hide). Mine aktuelle bekendtskaber kunne godt fyre deres links og bemærkninger af, men netop den vifte af folk, jeg nærmest ikke kendte, skulle ikke fylde min skærm med deres aggression. facebook som socialt rum snævredes ind. Og da så mange danske forfattere har ligefrem tragiske holdninger og en stor uvidenhed, poster også jeg nu links og synes, du skal se denne her video, det her interview - vågn da for katten op! ... etc. Det har blot betydet færre likes og bemærkninger. Gad vide, hvor mange, der har klikket skjul Jens Jacob?


..så stod vi der på Props - eller var det McKlud - og ....
 

For et års tid siden løb jeg ind i et skænderi om Mohammed-tegningerne. I 2013!!! Det var en overraskelse, jeg troede Akkaris modning og de talløse nye eksempler på muslimske censurforsøg verden over, havde begravet den. Men ikke blandt digtere. Yahya Hassans opdukken havde dog ellers fået mindst een prominent forfatter til at trække sig fra facebook-gruppen Undskyld, Muhammed! Men digtere er også en opportunistisk folkefærd. Foruden at være en kantet.

Nå, så vi stod altså et par stykker og var alle vildt kantede over en øl. Og nu skal jeg jo ikke være pædagog. Og der vil altid være mennesker på fjendens side, man ville kunne have værdsat, en taliban man kunne holde af, en lun og charmerende fascist eller kommunist. Men kære danske forfattere, you fuckers, I kunne måske lytte til Raymond Ibrahim.

Kort resume: han taler i tiden kort efter postyret om den såkaldte Muhammed-video. Den, der omkring 11 september 2012 var blevet set af 17 mennesker, indtil - sandsynligvis en af OICs ansatte til den slags, søgte youtube i gennem efter islamfjendsk materiale og fandt amatørfilmen. I min upload her viser han med skriftsteder og klerikale påbud, hvor hyklerisk krænkethedsteatret er. Hvor forloren retorikken om, at det skam gælder alle religioner, er fra muslimske autoriteters side m.m.
... Selv er han ægyptisk amerikaner. Kopter og arabiskkyndig. Og har bla. udgivet THE AL-QAEDA READER med oversættelser af tekster ikke beregnet på et vestligt publikum...

Mors drenge

... og så Bowie & Iggy i husmor-morgen-tv, hos den omsorgsfulde Dinah Shore

Jeg er en dj, og man er hvad man spiller ..

Jeg er lige pludselig på nettet og fandt denne skønne philly-disco version, som ægte live video - en god kontrast til glamversionen fra '72 ..

... og så opdagede jeg Goldfrapp, takket være denne prægtige Bolan-pastiche, sat op som youtube-fup:

Q-Far siger: Sjov Rollefordeling

Jeg gen-poster lige denne her. Nogen jeg talte med, havde ikke forstået pointen, så jeg supplerer. Altså studieværten Riham Said tilhører det angiveligt sekulære Egybten. Overklassen, de veluddannede, de moderne og berejste. I videoen nedenfor kan man se hende i Morsi-perioden udfordre en gammel knark, måske en salafist. Det vil sige, hun "krænker" ham ved at tage tørklædet af midt under interviewet. Men et år senere, da hendes segment igen er på linie med de politiske magthavere, får man så episoden foroven. Den maskerede kvinde er ikke tilsløret. Hun har været fremtrædende i salafisternes kvindebevægelse, men anonymiserer sig med gazen, fordi hun har mistet fidusen til Islam. Hvilket udløser den sekulære studieværts proklamation, at hun til gengæld ønsker sharia udbredt alle vegne, for hvis blot islam gennemsyrer alt, bliver alt godt, altså den sædvanlige eller såkaldte islamist-påstand ...

McClaude de Paris, McKluge von NeuKirchen ...

Greatest Hits fra min facebook-side - det var en periode, hvor der fra EU blev efterlyst gode fortællinger om EU etc - og det er da sært at krimiforfattere ikke griber ideen:

Angående størrelsen DEN EUROPÆISKE FORTÆLLING. Jeg var på værtshuset McKlud i lørdags og på vejen hjem undrede jeg mig. I filmen COOGANS BLUFF spiller Clint Eastwood en ordenshåndhæver fra New Mexico, der iført cowboyhat og seksløber må tage til New York i jagten på en forbryder, hvilket giver anledning til spøjse kultursammenstød, ikke mindst med storbyens politietat. Den ide blev straks hugget til TV-serien McCLOUD med Dennis Weaver, ligeledes en sherif fra New Mexico, der ...undertiden må springe på en hest under forfølgelse af bad guys ned ad fifth avenue. Min undren går så på, hvorfor Schengen og Europol og alt det ikke har givet anledning til en eneste serie af den type. Ingen McKluge, hvor en tysker rydder op i Palermo, ingen McAdonides. hvor en græsk betjent bliver overført til Berlins politistyrke ... det er egentlig sært.

19 december 2013

Halloween

Jessica Lange, fremragende skuespiller i diverse 70er film, jeg troede nærmest, hun var død. Men i serien American Horror Story synger hun en cover af Gods & Monsters. Og det skal være mit treat til dig i aften. Det er jo så fin en sang, sådan om ungt hunkøns ægte seksualitet og ikke my-little-pony agtighed, og Jessicas aldersstegne damestemme er skøn.

Men fordi den synges i TV er alle fck i teksten skåret bort. Og mærkeligst, hun synger Kim og ikke Jim Morrison. Monstro man heller ikke kan hentyde til glorværdig rus på den pågældende kanal. Der mangler også et helt vers, det med looking to get fucked hard.

In the land of gods and monsters
I was an angel
looking to get fucked hard,
like a groupie incognito
posing as a real singer,
life immitates art,
you got that medicine I need,
dope, shoot it up, straight to the heart, please
I don't really wanna now whats good for me,
gods dead, I said, baby, that's allright with me

no one's gonna take my soul away
I'm living like Jim Morrison
heading t'wards a fucked up holiday
motel sprees sprees
and I'm singing
fuck, yeah give it to me
this is heaven, what I truly want
it's innocence lost ...

Halvlejsbog

Jeg læste en ny bog her i weekenden, lige udkommet, og et fodboldmetafor trængte sig på. Nogle forfattere udgiver kun finalen. Visse lyrikere kun målene. I værste fald en straffesparkskonkurrence. Andre, som nu ham jeg læste, sender også træningskampene i trykken og ligefrem opvarmningen. Det synes jeg så godt må fremgå af genrebetegnelsen. Jeg har sgu ikke råd til at købe intervaltræningen, kegledriblingen og strækøvelserne, desværre; vær sød og varsko mig, så jeg kan nøjes med at trille femører efter dine mesterværker, dude!

Sagt på en anden måde

In dreams I Walk ... (2)

.. havde meta-mareridt i morges, fire unge skal dele en lejlighed, de er lige kommet hjem efter en bytur, det er midt om natten og det er en film, og på en eller anden måde er jeg noget femte, ham med kameraet, jeg kan høre dem ude i badeværelset, hvor de galer op, en af fyrene siger, ”Kan noget som egentlig er godt, alligevel blive ondt? Så som et badeforhæng og et spejl?” og nu kommer jeg ud blandt dem, så vi alle trænges i badeværelset, mit kamerafokus er lige om lidt overfor spejlet, som er lidt dugget, en af de unge siger, ”Man skal aldrig rette kameraet mod et spejl i en gyserfilm,” og så gør jeg det …

...vi siger hej for idag

Fem Breve Til ... ET NAVN Med Sidevogn

Kære du & dig

Plutarch beretter, om en selvmordsepidemi blandt kvinder i en græsk by på Lilleasiens kyst. Milet. Og hvordan epidemien stoppede brat, da bystyret vedtog, at selvmordere skulle bæres over torvet, den centrale agora, og ud til begravelsen, splitternøgne.

Kære du & dig

For et års tid siden diskuterede jeg fodtøj med Hassan Preisler. Han skulle læse op til et arrangement, forestået af Lars Frost, en solskinsoplæsning ved Københavns Kunstskole. Jeg bemærkede, at Hassan og jeg som de eneste bar tjekkede sko. De andre, yngre og ældre herrer og hipstere havde tilsyneladende ikke kæret sig meget om, hvad de stak fusserne i – eller savnede sans for det. Preisler havde skrevet en bog om en vis pirrelighed under opvæksten som halvbrun dreng og ung mand. Og jeg kunne beskrive en pirrelighed fra en anden slags besværlig opvækst, mobning, ti skoler, fattigdom etc.
Men begge havde vi undertiden eller til dels haft opvækstadresse i Charlottenlund. Og nu sad vi her iført det mest overbevisende fodtøj. Demonstrerede smag. Det vil sige, en særlig bevidsthed om påklædningens detaljer.
Var det Charlottenlund, der havde sat sig i gennem? Et aftryk af Strandvejskultur? Trods ens modstand og modvilje? Trods barndomshjemmets ”flippede værdier?” Eller var det den sociale udsathed, den forstærkede pirrelighed, der havde skærpet ens blik for det usårlige ved at bære tjekkede sko? ... For mit vedkommende de ni år gamle og på udsalg indkøbte Dolce & Gabbana, jeg på fattigmandsvis har hæget om og genforsålet - ja, når jeg besøger kvarteret i dag er der da ingen, der har lige så prangende fodtøj ... også det fattigmandsagtigt.

Kære du & dig

Dengang Eva Cassidy døde, sagde man, så vidt jeg husker, at pladeselskaberne havde tøvet med at tilbyde en kontrakt, fordi hun ikke så godt ud. Janis Joplin droppede ud af college, da hun blev valgt til Ugliest Man On Campus, og hvem gad bolle med Nico?   

De skal altid have smukke korpiger på scenen, Bowie og Stones og Bryan Ferry og Jay-Z. Undertiden endda fotomodeller. Til at sælge mændene. Men har udseendet spillet nogen rolle, når folk årti efter årti har lyttet til Kate Bush, Emmylou Harris, Dolly Parton, Joni Mitchell, Siouxsie Sioux, Annie Lennox, Björk, Isabel Parra, Amy Winehouse, Sade og Tina Dico?
Carole King havde sceneskræk og nøjedes i 60erne med at skrive hits til Aretha Franklin og til sin babysitter Little Eva, der hittede med The Loco-Motion; hun var niogtyve, altså halvgammel, da hun endelig udgav TAPESTRY, som blev verdens mest solgte plade i 70erne. Omvendt: Jeg gad godt gå i seng med Beyoncé, men jeg gider altså ikke lytte til hendes kedelige output.

Kære du & dig

Her et par opslag fra forlaget Lindorm & Ringorms LILLE SEXIST LEXIKON.

Dum Gås: Jeg havde en ven tilbage i 80erne, som reagerede på en afvisning med at nedgøre pigens begavelse. Selv var han meget intelligent og vidste, at frygten for dumhed er en knap, de fleste mennesker har, det er bare at trykke på den; hvis ikke hun ville have ham, skulle hun have at vide, hvor ynkeligt dum hun var.

Rigtig Mand: Man savner nærhed, man savner sex. Det kan andre mærke. Af den ene vil man have begge dele, fra en anden kun det ene. Og er man kun nysgerrig og selskabelig, men ikke interesseret i sex, kan en kvinde hævne sig med bemærkningen, ”Jeg troede, du var en rigtig mand.”

Kære du & dig

Will you still love

Me, when I shine

From words

But not from beauty

Et forestående tab af skønhed er et genkommende tema hos Lana Del Rey. Eller i to sange. Og det er jo surt. Men det er så privatlivet. Stof. Det er jo uvedkommende. Bare lidelsen, ydmygelsen, skuffelsen ved at blive ældre, får hende til at præstere interessante værker. Som nu den skønne tåreperser her med den Charlottenlund-relevante titel: